At kunne mentalisere, strukturere og være autentisk

I VIDAR holder vi os hele tiden opdateret på den nyeste viden omkring anbragte børn og unge. Lige for tiden er vi inspirerede af en artikel fra Egmontfonden om styrket indsats overfor anbragte børn.  Styrket Indsats er et praktisk initiativ med fokus på at øge anbragte børns mulighed for læring og livsduelighed. Initiativet ligger fint i tråd med de værdier og tilgange VIDAR står for, og følgende skriv læner sig derfor dels op ad flere af pointerne fra publikationen, men i ligeså høj grad af VIDARs egne tilgange og metoder til det pædagogiske arbejde med vores børn, unge og familier. 

Forskningen fortæller os, at pædagogisk dannelse, læring og trivsel er kontekstbaseret og derfor en forudsætning for, at indsatsen målrettes passende til den unge og fællesskabet omkring. Netop på anbringelsesområdet er det afgørende, at medarbejderne omkring de unge evner at justere sig i forhold til, at de unge ofte kan være meget sårbare indadtil og samtidig udadtil virke meget hårde.

Anbragt ung: ”En god voksen lytter, støtter, bakker op, giver modspil og behøver ikke være enig med mig” 

En mentaliserende tilgang er altafgørende for, om man som pædagog kan lykkes i arbejdet med anbragte unge. Det, at arbejde med sig selv og være i stand til at åbne sig op og forstå det uforståelige – oplevelser, man ikke nødvendigvis selv har med i sin egen bagage (f.eks. sult, misrøgt, overgreb, svigt) – at kunne sætte sig i en ungs sted, hvor en barndom har været præget af uforudsigelighed, manglende struktur, mangelfuld omsorg og nærvær, stiller uhyre store krav til den voksne om at kunne opbygge tillidsfulde relationer til de unge. 

Og det er et langt sejt træk at være autentiske og troværdige voksne. Den pædagogiske indsats bør derfor forstås som en dynamisk fortløbende proces, hvor etiske refleksioner indgår som et afgørende fælles fundament i arbejdet. 

”Jeg har ingen, jeg kan stole på – alt er midlertidigt”

Når VIDAR taler ind i vigtigheden af f.eks. en fast dagstruktur, er det ikke for at drille personalet, men for at hjælpe den unge til en sund hverdag. Den unge skal holdes i gang med meningsfulde aktiviteter og tiltag – også de dage, hvor alt er svært og i modstand. Og når den unge har svært ved selv at holde strukturen, er det bydende nødvendigt, at der står en voksen klar til at stilladsere og støtte op omkring alt det svære. Også når modstanden bliver så udtalt, at der skabes konflikt og diskussion. 

”Rutine, rutine, rutine – det er godt for mig”

Vi skal have de unge ”ud at sejle” – vi skal være ”ude på noget”

Vi skal være ”ude på noget” – der skal skabes fremdrift og mål for den unge. Det skylder vi dem. 

For meget ro og stilstand er skidt og for frie tøjler og selvjustits er også skidt.

Det er i mellemrummet mellem stilstand og kaos, at udviklingen sker hos den unge. Hvis ikke vi tør skubbe lidt på, udfordrer og stiller krav, går det hele i stå, og den unge mister momentum i eget liv. Omvendt, hvis kravene bliver for høje, og vi totalt overrumpler den unges selvjustits og meninger omkring egen tilværelse, dræbes motivationen og udgangspunktet for et samarbejde om udvikling hos den unge. Vi skal have den unge ”ud at sejle” og i gang – hver dag. Også de dage, hvor lysten og troen på sig selv bare ikke er der. 

At være sig bevidst om de tre P-er: Privat, Personlig, Professionel

”De voksne skal ikke være helt private! Selvfølgelig er de på arbejde, og kommer som professionelle, men de børn, der er omkring, skal have en følelse af hjem, og ikke den professionelle verden”

Man tager ikke den unge med sig hjem. Man deler ikke sit private telefonnummer med den unge. Man indgår ikke i venskab med den unge på sociale medier.

Man fortæller ikke den unge, hvis man har en dårlig dag. Hvad skal han/hun bruge den information til? De unge har rigeligt at forholde sig til selv – de skal ikke også tage hensyn til den voksne, der kommer for at passe på dem. 

Man forholder sig professionelt til sin opgave. Man guider, vejleder og følger de strukturer, der er aftalt i teamet omkring den unge. Man er autentisk og bruger sig selv som person ind i relationen. Man deler sit nervesystem med den unge og hjælper den unge til at regulere sig. Man er engageret som menneske, men tydelig i sine grænser mellem privat, personlig og professionel. 

Fortrolighed kontra tavshedspligt kontra underretningspligt

Man kan godt være fortrolig med en ung via den relation, der er opbygget, men i samme øjeblik fortroligheden giver anledning til en voksen bekymring, overtrumfer fortroligheden den udvidede underretningspligt. Ligeledes forpligter relationen og arbejdet med den unge også på tavshedspligten. Det er en udpræget svær, men helt nødvendig balance, som skal holdes hver eneste dag.